2. oplag af Udskrivningsguiden kan nu bestilles


På baggrund af direkte feedback fra både medarbejdere og patienter i Region Hovedstadens Psykiatri, er Udskrivningsguiden ajourført, trykt og kan nu bestilles.

2. oplag af Udskrivningsguiden kan i langt højeres grad bruges fra første dag under indlæggelsen. Med fokus på personlige mål, fælles beslutninger samt opdatering af alle faktuelle oplysninger, styrker Udskrivningsguiden personalets muligheder for at arbejde med det, der fylder mest hos patienterne.

Væsentligste ændringer i 2. oplag af Udskrivningsguiden:

  • Til brug under hele indlæggelsen. Både for patienter og personale. Eksempelvis er forsideteksten ændret fra ”til dig, der har været indlagt” til ” til dig, der er indlagt.”
  • Er gjort endnu mere recoveryorienteret, ved at introducere personlige mål, fælles beslutningstagen og behandlingsplanen som fælles redskab
  • Ruste patienten til at deltage i sin behandling med fokus på de problematikker, det er vigtigt at patienten forholder sig aktivt til under indlæggelsen, som fx at arbejde med ”personlig medicin” og advarselstegn i forbindelse med kriser.


Medarbejdere i Region Hovedstadens Psykiatri kan nu bestille 2. oplag af Udskrivningsguiden på Trykportalen. Alle andre kan bestille guiden her. Hvor relevant, indeholder guiden henvisninger til de bedste apps samt QR-koder, så man med sin mobiltelefon nemt kan se videoklip her på www.Udskrevet.dk.

2014-Forsiden-Udskrivningsguiden-2.-oplag-WEB

2. oplag af Udskrivningsguiden udkom i april 2014, med støtte fra Trygfonden og Region Hovedstadens Psykiatri.


Du kan downloade den nye udskrivningsguide som pdf – helt gratis her. I hele 2014 kan du også booke underviserne fra projektet, til at besøge dit afsnit.

Region Hovedstadens Psykiatri har givet støtte til at trykke 2. oplag af Udskrivningsguiden, som udkom i april 2014, i samarbejde med Projekt Din Gode Udskrivning. Projekt Din Gode Udskrivning støttes af Trygfonden – læs mere om det her.

Fakta:
40 sider
2. Oplag: 15.000 (2014)
ISBN: 978-87-993739-6-3


Reportage: Nyt samarbejde mellem patienter og personale i psykiatrien


Hverken personale eller patienter var i tvivl efter to timers fælles workshop på PC Nordsjælland i Frederikssund: Det betød alt, at det var tidligere patienter, der holdt oplæg.

Workshoppene kan bookes af alle centre i Region Hovedstadens Psykiatri i 2014 og er den første type aktivitet, hvor samarbejdet mellem Region Hovedstadens Psykiatri og bruger- og pårørendeforeninger foregår direkte ude på de enkelte afsnit.

Af Marie Brogaard og Klavs Serup Rasmussen

Syv patienter og syv medarbejdere sidder samlet i det store konferencerum på PC Nordsjælland i Frederikssund. Selvom de har tilbragt det meste at marts måned sammen på døgnafsnittene 5441 og 5541, er det alligevel første gang, at de er sammen på denne måde.

De to undervisere fra projekt Din Gode Udskrivning, Klavs Serup Rasmussen og Pia Frydensberg, begynder workshoppen med at fortælle om deres behandlingsforløb og vejen tilbage til en meningsfuld hverdag.

Derefter introduceres Udskrivningsguiden, en håndbog på 40 sider, der indeholder gode råd og værktøjer til at få mest muligt ud af en indlæggelse. Som noget af det første begynder samtalen hen over bordet, at handle om, hvordan man som patient selv finder et meningsfuldt mål at arbejde hen imod.

”Jeg kan huske, at min drøm, da jeg var indlagt, var at kunne tage ind på Strøget og sidde på en bænk blandt mange mennesker og have det godt med det. For jeg havde det meget svært med at være sammen med mennesker,” fortæller Klavs Serup Rasmussen, og spørger en af de mandlige tilhørere, hvad hans mål eller drøm er.

”At se nogle nuancer i livet igen. Så alt ikke bare er gråt,” lyder svaret med et smil, som ikke når øjnene.


DSC_4539 S-H

Pia Frydensberg var en af de første undervisere, der holdt fælles workshop for personale og patienter. Foto: Jette Nielsen

Lige relation mellem patienter og personale

Patienter og personale deltager på lige fod til workshoppen, der gennemgår Udskrivningsguidens kapitler om tanker og følelser i forbindelse med indlæggelsen, netværkets rolle, tjekliste og kriseplaner og de andre forhold, der er vigtige for den gode indlæggelse og udskrivelse.

Det opstår hurtig enighed blandt patienterne om, at det er svært at tage mod opbyggelige råd, når hverdagen er brændt sammen, og en ny begyndelse kan være svær at få øje på. Personalet spiller ind med udfordringen, der ligger i at ville hjælpe uden at risikere at overtage patientens initiativ.

”Det helt særlige og meget spændende er, at patienter og personale deltager på lige fod. Relationen er lige. Vi er til et kursus sammen, hvor både patienter og personale skal lære noget. Det er rigtig godt,” siger social og sundhedsassistent, Jytte Pedersen, i en af pauserne.

Jane, som har været indlagt siden januar, og nu kun er dagpatient på afsnittet, supplerer:

”Begge parter har noget på spil. I vil som personale gerne gøre jeres arbejde godt. Og vi vil gerne få det bedre.”

Underviserne skaber håb

”Hvordan er det for jer, at det er tidligere patienter, som sidder her og fortæller?”

Spørgsmålet fra sygeplejersken er oprigtigt nysgerrigt, og henvendt til de patienter, der på trods af deres sygdom følger koncentreret og deltagende med i workshoppen.

”Det er da glædeligt. Jeg håber at stå i deres sko en dag,” svarer en mandlig workshopdeltager. Flere andre giver ham ret.

Både for personalet og de patienter, som deltager i workshoppen, er det helt afgørende, at oplægsholderne selv har været psykiatriske patienter. Det skaber håb og gør drøftelserne af udfordringerne ved at være indlagt nærværende.


Drøftelse af den gode indlæggelse og udskrivelse

På workshoppen er der en tydelig stemning af, at her er ingen eksperter. Der er lige så mange opskrifter på den gode indlæggelse og udskrivelse, som der er indlagte patienter. Derfor gør oplægsholderne meget ud af at fortælle om deres egne erfaringer.

”Det er meget individuelt, hvad en god udskrivelse indebærer. Man skal finde sig selv på en ny måde – finde tilbage til sit gamle jeg. I starten troede jeg ikke på, at jeg ville blive rask, men så begyndte der at komme sådan nogle små glimt, hvor jeg kunne se og mærke mit gamle jeg igen,” fortæller Jane, dagpatient på afsnittet.

Hvordan kom de små glimt?

Det startede en dag, da min store datter sagde ”mor du sidder sgu også bare og hækler giraffer.” Og det gjorde jeg jo, for i en periode var det, det eneste jeg kunne.”

Jytte Pedersen, social og sundhedsassistent, supplerer:

”Vi skal som personale være gode til at se og fange de her glimt. De kommer typisk, når familien begynder at behandle en normalt igen. Det er meget vigtigt at have de pårørende med, fordi det typisk kan være dem, der starter de her små glimt. Der er relationskortet i Udskrivningsguiden rigtig godt.”

Personale har jo aldrig været indlagt…

Workshoppen på psykiatrisk afdeling i Frederikssund slutter med, at personale og patienter diskuterer forskellen på at være patient og personale.

”Der er jo ingen af jer, der har været indlagt,” siger en.

”Det ved du faktisk ikke. I kender ikke vores baggrund og vores bevæggrunde for at arbejde i psykiatrien. De fleste af os har nok været i berøring med området på den ene eller anden måde, siden vi har valgt netop det fag,” siger en afdelingssygeplejerske.

Et par af de andre medarbejdere giver hende ret. ”Det kunne godt være, man skulle begynde at bruge sine egne erfaringer noget mere. Men det er en svær balance,” påpeger en anden.


 

At blive udskrevet føles som at vende hjem fra en krig


Da Eva Toft blev udskrevet fra åbent psykiatrisk afsnit på Rigshospitalet i januar måned i 2014, var hun stadig så angst, at hun ikke turde på gaden. Alligevel valgte hun kort tid efter at sige ja til at undervise i Projekt Din Gode Udskrivning. Det arbejde er med til at fremskynde hendes recoveryproces.

Af Marie Brogaard

Eva Toft på 39 år har gennem hele sit voksne liv lidt af depressioner. Senest var hun indlagt med voldsom angst på Rigshospitalet.

Under indlæggelsen blev hun trappet op i antidepressiv og antipsykotisk medicin, men hun var langt fra rask, da hun efter en uges indlæggelse blev udskrevet og sendt hjem til lejligheden på Nørrebro.

”Min kæreste måtte følge mig hjem, og jeg kan huske, at vi gik af sted ned ad Nørrebrogade midt i myldretiden, og jeg var rædselsslagen,” fortæller hun.

I 14 dage turde hun ikke forlade lejligheden. I dag tre måneder senere vurderer Eva selv, at personalet ikke kan have vidst, hvor dårligt hun faktisk havde det, da de udskrev hende fra afdelingen. Eva fik ingen udskrivningssamtale, og hun blev ikke præsenteret for Udskrivningsguiden, selv om hun i høj grad kunne have brugt begge dele.


Eva-sort-hvid

”Da jeg var yngre og havde været indlagt, sørgede min mor altid for at tilmelde mig et kunstkursus på en højskole kort tid efter, jeg blev udskrevet. Foto: Jette Nielsen

”Fordi jeg havde det så dårligt, da jeg blev udskrevet, overfaldt jeg enhver i min omgangskreds med mine inderste tanker og urealistiske frygt og lyst til at ende mit liv. Folk i almindelighed skræmmes af den slags og ved ganske enkelt ikke, hvad de skal sige og gøre,” mener Eva.

Efter hendes mening kunne den situation have været formildnet, hvis personalet havde brugt tid på at tale med hende om tiden efter udskrivelsen og for eksempel udfyldt relationskortet i Udskrivningsguiden. Det havde givet et bedre overblik over, hvem hun kunne fortælle hvad til. I stedet blev alt delt med alle, hvilket efter Evas vurdering nok har sat sine spor i flere af hendes relationer.


Ansættelse i Din Gode Udskrivning fremskynder recovery

For Eva har det været vigtigt hurtigt at komme i gang med hverdagen igen efter indlæggelsen. Ud over et håb om at hjælpe andre til at undgå dårlige udskrivelser, så var det også en vigtig motivation for at sige ja til ansættelse i Projekt Din Gode Udskrivning.

”Da jeg var yngre og havde været indlagt, sørgede min mor altid for at tilmelde mig et kunstkursus på en højskole kort tid efter, jeg blev udskrevet. For så kom jeg i gang med noget, og så blev jeg rask hurtigere. På samme måde er det med Projekt Din Gode Udskrivning. Jeg får taget fat på min egen recoveryproces mere bevidst. Guiden og projektet i sin helhed sætter fokus på, at det er en proces, som alle skal igennem efter en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, og at det i høj grad er en udvikling, man selv kan bidrage til,” fortæller hun.

Generelt kan Eva godt lide det grundlæggende budskab i guiden om, at det er muligt at komme sig, men at man selv skal arbejde aktivt for det. På den måde er guiden efter hendes mening rigtig god til at hjælpe en gennem den proces, som kommer efter en udskrivelse.

”Selvom du kun er indlagt nogle uger eller dage, føles det voldsomt bagefter. Dit liv ændrer sig, det er lidt som om, du vender hjem fra en krig. Guiden kunne have hjulpet mig til at huske på, at jeg får det bedre på et tidspunkt. Det kan jeg let glemme i formørkede perioder, også selvom jeg har haft flere depressioner,” forklarer hun.

Eva Toft får førtidspension. Hun bruger i dag sin hverdag på at arbejde med sin kunst og undervise i Projekt Din Gode Udskrivning.


 

Projekt Din Gode Udskrivning besøger de psykiatriske centre i 2014


Projekt Din Gode Udskrivning booker i hele 2014 aktiviteter på de psykiatriske centre i regionen. Projektets undervisere holder oplæg for både patienter, pårørende og personale om Udskrivningsguiden, og hvordan den kan bruges til at sikre gode udskrivelser. 

Af Marie Brogaard

PC Amager, PC Frederiksberg og PC Nordsjælland har allerede haft besøg af Projekt Din Gode Udskrivning flere gange. På disse centre har både patienter og personale fået en grundig indføring i, hvordan guiden ”Når du skal udskrives” kan være et redskab til at sikre gode og velforberedte udskrivelser.

I øjeblikket er projektet desuden ved at lave aftaler med PC Hvidovre, PC Ballerup, PC Bornholm og PC København om at afholde aktiviteter på disse centre også. Din Gode Udskrivning er dermed godt på vej mod målet om at besøge 75 procent af de psykiatriske afsnit i regionen inden maj 2015.

2014.06 Workshop snit poster


Undervisere har selv været indlagt

Projektet har ansat et team af undervisere, som har været indlagt på et psykiatrisk afsnit i Region H. Underviserne skal med udgangspunkt i egne erfaringer give personale og patienter en indføring i, hvordan Udskrivningsguiden kan bruges til at hjælpe både patienter og personale en med at få overblik over aftaler, netværk og egne handlemuligheder før og efter en udskrivelse.

De psykiatriske afsnit får tilbud om at få besøg af projektet enten på et personalemøde eller til en workshop, hvor både patienter og personale deltager.

”Det er utrolig spændende at arbejde på denne her måde. Fordi vi er med til at bringe patienter og personale på afsnittene sammen, så de sammen kan drøfte den gode udskrivning. Samtidig er vi som tidligere patienter med til at bringe håb til de patienter, som er indlagt nu. Fordi vi viser, at det er muligt at komme videre efter en indlæggelse,” siger projektleder, Klavs Serup Rasmussen, som selv har været indlagt i tre år på Sankt Hans med diagnosen skizofreni, da han var i midt-20’erne.

Projektet er blevet meget positivt modtaget både på personalemøder og til de workshops, som har været afholdt. En deltager på en workshop på PC Nordsjælland skriver for eksempel:

”Rigtig god undervisning og meget relevant. Dejligt at det er brugere, der underviser, som fuldt ud kan sætte sig i patienternes sted.”


Tæt samarbejde med regionen

Projekt Din Gode Udskrivning er resultatet af et tæt samarbejde mellem Psykiatriforeningernes Fællesråd i Region Hovedstaden, Foreningen Outsideren, AskovFonden og Region Hovedstadens Psykiatri (RHP), der giver projektet muligheden for at undervise på de psykiatriske centre.

Samarbejdet skaber en unik mulighed for at arbejde med bedre udskrivninger på alle niveauer – fra centerledelse og afsnitssygeplejersker til den enkelte medarbejder og patient på hvert afsnit.

Generelt oplever projektet at både direktionen i RHP, centerledelserne, afsnitssygeplejerskerne og medarbejderne på de enkelte afsnit har taget meget positivt imod Projekt Din Gode Udskrivning.

”De er glade for, at vi kontakter dem. De vil gerne have os ud og undervise, på adskillige afsnit har de ønsket at få besøg flere gange. Personalet er faktisk meget interesseret i at få redskaber til at bruge Udskrivningsguiden i samarbejde med patienterne,” siger projektleder Klavs Serup Rasmussen.

—-

Medarbejdere i Region Hovedstadens Psykiatri kan booke projektets undervisere i hele 2014.