Tanker og følelser i forbindelse med udskrivelsen
For de fleste er det en skelsættende begivenhed at skulle forbi en psykiatrisk afdeling. Af samme grund, er det helt almindeligt at være usikker på sig selv efter en indlæggelse.
Det kan for eksempel være angst over, hvordan du kunne blive så syg. Der kan være en frygt for om du nu skræmmer andre væk eller for at miste kontrollen.
Det er langt mere almindelige følelser, end man skulle tro. Mange har brug for hjælp til igen at se sig selv på en positiv måde og acceptere sig selv som den, man er. Til det kan psykologer og rådgivninger være gode.
Hvad skal jeg sige til mine omgivelser?
Psykiatriske indlæggelser skyldes næsten altid meget personlige begivenheder i ens liv. Derfor er det fuldstændigt op til dig, om du vil fortælle andre, at du har været indlagt, eller at du tager medicin, og om andre skal kende din diagnose. Du bestemmer og kan frit vælge, hvem der skal vide hvad om dig.
Du kan evt. bruge relationskortet til at finde din vej.
Du er stadig dig selv – uanset diagnosen
Du er ikke alene om at have fået en psykiatrisk diagnose. Du er heller ikke alene, hvis du har det svært med det, for hvad betyder sådan en? En diagnose siger ikke noget om, hvem du er som menneske. Diagnosen er kun din behandlers vurdering af, hvad du fejler – og ikke andet. Du er stadig den samme dig.
Desuden sker det ofte, at en diagnose bliver ændret undervejs. Og mange er senere i livet kommet helt af med deres diagnoser igen. Læs mere om støtte fra andre mennesker og om at komme sig
Recovery-terapeut, Claus Bech Nielsen fortæller om, hvordan det kan tage tid, at lære sig selv at kende efter en indlæggelse
Psykolog Irene Oestrich fortæller om, hvordan man kan være godt forberedt på sin udskrivelse.