Undervisningen gør en forskel!

At vores undervisning gør en forskel, bliver mere og mere tydeligt.

100% af deltagerne finder vores workshops relevante

Med støtte fra Trygfonden er det i 2014 muligt for psykiatriske afdelinger i Region Hovedstaden, at få besøg af tidligere patienter, der fortæller om deres erfaringer med at blive udskrevet og introducerer indhold og brug af Udskrivningsguiden.

Udskrivningsguiden er udarbejdet af tidligere patienter i samarbejde med pårørende og medarbejdere fra psykiatrien. Siden 2011 har døgnafsnit i Region Hovedstadens Psykiatri haft mulighed for at anvende Udskrivningsguiden, som et middel til at ruste patienterne bedst muligt til udskrivelsen og tilværelsen efter indlæggelsen.

Afdelingerne kan booke projektet til to typer af oplæg. Enten kan to tidligere patienter fra projektet holde oplæg på et personalemøde med følgende program (ca. 45 minutter):

  • Indledning – Hvad var vigtigt, da jeg blev udskrevet
  • Introduktion til indholdet af Udskrivningsguiden
  • Drøftelse – Hvordan kan guiden afvendes på afsnittet

Den anden mulighed er, at projektet faciliterer en workshop for både medarbejdere og patienter på afsnittet. Workshoppen tager udgangspunkt i, at det er muligt at komme sig af en psykisk lidelse og genskabe sin hverdag. På workshoppen drøftes bl.a. personlige målsætninger, brug af netværket, hvad man fortæller sine omgivelser efter en indlæggelse samt resten af indholdet i Udskrivningsguiden.

Workshoppen varer to timer og har fokus på at inddrage både patienternes og medarbejdernes perspektiver på, hvad der er vigtigt for den bedst mulige udskrivelse. På enkelte centre har pårørende også deltaget. Til workshoppen kan patienter – og medarbejdere – komme og gå, som de vil, da det kan være udmattende for nogle at deltage, samt at der kan være forskellige andre aftaler.

Bruge guiden, huskelisten, netværkshjulet, skemaer med egne noter – få mål/delmål – at udskrivning og udskrivnings-samtaler skal være integreret i behandlingsplanen – motivere til samtaler om dette.
At kunne afstemme forvent-ninger mellem personale og patienter.
Fantastisk at samle patienter og personale!!!

Undervisningen gør en forskel!

Som en del af undervisningsaktiviteterne har vi bedt personale og patienter om at evaluere vores undervisning i 1. halvår af 2014. Vi er stolte af den feedback vi har fået. Dette er resultaterne for vores workshops:

  • 100% finder workshoppen relevant. Heraf finder 75% den meget relevant
  • 95% mener, at det betyder meget eller rigtig meget at det er tidligere patienter, der gennemfører workshoppen
  • 95% angiver at ville bruge Udskrivningsguiden fremover.

Mange tak for opbakningen. Og især tak til de medarbejdere, der for længe siden begyndte at bruge Udskrivningsguiden på egen hånd. Det nytter!

Fire ud af ti medarbejdere og patienter kendte allerede Udskrivningsguiden før vi besøgte afsnittet.