De vigtigste erfaringer

Det er ikke de samme vi ser!

For at lykkes med bedre samspil og gode udskrivelser, er den vigtigste erfaring at bygge videre på: Det er ikke det samme der er vigtigt for de, der giver hjælpen, som for de, der modtager den.

Skal vi lykkes med brugerdeltagelse, samspil og øget handlekraft, bliver vi i fællesskab nødt til at undersøge, hvad det betyder, at det faglige fokus og patienternes livsfokus er forskellige.

Det er den eneste måde vi kan finde svar på, hvordan psykiatrisk behandling skal se ud, hvis den skal skabe værdi for patienterne og have den størst mulige effekt.


Centrale erfaringer

Udskrivningsguiden er unik på verdensplan ved at være et brugerproduceret materiale, som konkret er søgt implementeret i en behandlingspsykiatrisk kontekst.

Dette betyder at:

  • Der systematisk er skabt viden med udgangspunkt i levede erfaringer, om hvad der er vigtigt for indlagte patienter. Her er der afdækket en markant ensartethed
  • Der er arbejdet metodisk med at implementere Udskrivningsguiden i daglig praksis i psykiatrien gennem undervisningsaktiviteter, vejledninger for udlevering af skriftligt patientinformations-materiale, ledelsesopbakning m.m.

På trods af en fælles målrettet indsats siden 2010, er erfaringen at:

  • Guiden udleveres, men den indgår ikke i praksis.
  • De temaer guiden indeholder er perifere i forhold til daglig praksis i psykiatrien.

Hvorfor er det vigtige erfaringer?

Et centralt tema i sundhedsaftalen for 2019-2023 i Region Hovedstaden, er ønsket om mere samspil med borgerne. Dette afspejler et generelt ønske om at øget brugerinvolvering og styrkelse af borgerens rolle som medskaber af behandlingsforløbet.

Ønsket om samspil bunder i viden om, at recovery er en individuel proces der virker indefra samt at jo mindre episodisk en sygdom er, jo vigtigere bliver patientens ens egen forståelse og handlekraft.

Om handlekraft ved vi:

Spørger du mennesker, der selv har erfaring med at komme sig, fortæller de, at god hjælp består af mere end den rigtige medicin. De fortæller om en hjælp, hvor de selv har haft noget at sige og har følt sig som en del af det, der foregik. En hjælp, der har givet mening for dem – og som er foregået på et sprog, hvor de selv har kunnet være med.” (fra Guiden)

Citatet bygger på erfaringerne fra projekt Recovery-orientering og bogen “En helt anden hjælp”

En fælles læreproces

Udskrivningsguiden er skrevet af patienter, for patienter.

Udfordringerne med at implementere Udskrivningsguiden kan belyse hvad der sker, når der forsøges introduceret elementer i den psykiatriske behandling, som er væsentlige for patienterne, men ikke nødvendigvis indgår i den faglige forståelse af god praksis.

Strukturelt opstår udfordringen, når der opstilles snævre mål for de enkelte indsatser, som er afkoblet fra bredere behov. Fagligt opstår udfordringen når den faglige praksis ikke lykkes med en personcentreret tilgang.

I dagligdagen vokser udfordringen frem ved, at man som medarbejder har man opgaver, der retter sig mod at sikre en behandling af høj kvalitet indenfor afdelingen fire vægge, imens man som indlagt patient har en tilværelse, der rækker ud over indlæggelsen og skal hænge sammen når man udskrives.

For at lykkes med øget samspil, er der behov for at gå videre i en fælles læreproces, der ser på både medarbejdernes og patienternes verdener.


Hvad ved vi nu?

Udskrivningsguiden som konkret samarbejdsredskab

At guiden kan noget særligt, fordi den er lavet til patienter, af patienter, er både medarbejdere og patienter enige om.

Derved lykkes vi med at informere i et sprog man kan forstå og hvor man føler sig som en del af det, der foregår. Et studie fra Sundhedsstyrelsen har konkluderet, at forhåndsviden, er en forudsætning for aktiv deltagelse i sit behandlingsforløb.

På trods af, at både medarbejdere og patienter er enige om, at Udskrivningsguiden har forcer, som andre pjecer og informations-materialer ikke har, fylder Udskrivningsguiden relativt lidt blandt medarbejdere og patienter på afdelingerne (se EEBs evaluering).

Hvis vi i fællesskab vil arbejde med det, der er vigtigst for patienterne, skal Udskrivningsguiden derfor bringes ind på en helt anden arena, der handler om hvilke praksisser, der skal prioriteres i et psykiatrisk behandlingsforløb.

Her er der i forevejen rigelig trængsel, da man ikke kan nå det hele.

For at skabe plads til temaerne fra guiden er spørgsmålet, om det er nok at insistere på, at nogle gange har borgernes udsagn en værdi, der er kvalitativ anderledes og må tages alvorligt. Også selvom det ikke har været igennem den faglige mølle. Eller om civilsamfundet er nødt til at gå ind på fagfeltets betingelser og etablere nye praksisser gennem forskning.

Foreløbigt har vi beskrevet hvordan guiden kan anvendes trin for trin igennem en indlæggelse. Men vi kan godt være i tvivl om, at det er nok til, at man begynder at kortlægge og vurdere hvad det fx er vigtigst en kontaktperson bruger sine kræfter på.

Klik for at downloade

Hvad har vi ændret sammen – civilsamfund og regioner

Udskrivningsguiden har været en del af to væsentlige forandringer, som vi håber på sigt vil være med til at transformere samarbejdet mellem patienter, sundhedsfagligt personale og pårørende.

De to forandringer er:

  • Patientens egne mål i  behandlingsplanen (i Region Hovedstaden)
  • Udbredelse af peer-støtte i behandlingsindsatsen (både Region Hovedstaden og Region Sjælland)

Patientens personlige mål med og ønsker for behandlingen er blevet en fast del af behandlingsplans-skabelonen i Region Hovedstadens Psykiatri.

Dette er første vigtige skridt på en rejse mod en personcentreret tilgang i psykiatrien, og selvom kvaliteten af samarbejdet med patienterne om personlige mål og ønsker er varierende, arbejdes der på at styrke samarbejdet om patientens personlige mål.

Skulle man sætte overliggeren lidt højere, er det dog ikke patientens mål for behandlingen, der er interessante, men at hjælpe patienten med at identificere og prioritere personlige recoverymål og  ikke faglige mål. Det kan du læse mere om her: Region Hovedstadens Psykiatri Region Sjælland.

Peer-støtte, brobygning mellem verdener

Peer-støtte kan udgøre en unik og virksom ressource og Socialstyrelsen har i 2018 konkluderet, at peer-støtte skaber tydelig progression i forhold til menneskers recovery-proces.

Peer-støtte er: ”Støtte til forandring mod et bedre liv, som finder sted mellem to eller flere personer, der forbindes af fælles erfaringer i livet – i denne sammenhæng erfaringer med psykiske vanskeligheder samt med livet som bruger af de offentlige tilbud og med recovery

Da målet ikke er at styrke guiden, men at styrke samarbejdet mellem patienterne og det sundhedsfaglige personale, er erfaringerne med peer-støtte centrale, da peers har en række væsentlige virkninger på organisations-niveau, jvf. Socialstyrelsen:

  • Sprogbrugen bliver anderledes
  • Mødet med den enkelte borger ændrer karakter
  • Øget recoveryunderstøttende kultur på arbejdspladsen
  • Øget fokus og forståelse for borgerens situation
  • Mindre skelsætning mellem borgere og behandlingssystem samt imellem traditionelle faglige grænsesætninger
  • Peer-støttegivere fungerer som feedback, som minder medarbejderne om, at recovery er mulig.
  • Der tilføres et nyt perspektiv i det daglige arbejde, som bygger på levede erfaringer, der anerkendes som et særegent perspektiv, der kan bidrage værdifuldt til indsatsen og supplere og berige de eksisterende faglige tilgange.

Erfaringerne med peers i Region Sjælland og recovery-mentorerne i Region Hovedstadens Psykiatri har vist at der i daglig praksis ofte er et stort sammenfald mellem peer-opgaver og Udskrivningsguiden, og at der er vigtig læring i at videreudvikle denne praksis, da vi skal have fundet koblingerne mellem patienternes behov og behovene for at gennemføre psykiatrisk behandling af høj kvalitet.

I Region Hovedstadens Psykiatris strategi for brugerdeltagelse, ses patientens aktive deltagelse som afgørende for at lykkes med en recovery-orienteret tilgang; ‘Hvis et menneske med psykisk sygdom skal komme sig, skal han eller hun have arbejdshandskerne på og selv deltage og tage medansvar for recovery-processen. Det er ikke en proces, andre kan klare for én.


Hvorfor er det vigtigt, at vi lærer af samarbejdet?

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har estimeret, at de direkte omkostninger til psykiatrisk behandling kun udgør godt  10% af de samlede omkostninger ved psykisk sygdom (link).

Hovedparten af omkostningerne ved en indlæggelse skyldes førtidspensionering, langvarigt sygefravær og nedsat individuel produktivitet.

Oveni er der betydelige personlige konsekvenser i form af lidelser, nedsat livskvalitet, samt nedsat funktions- og arbejdsevne.

Kan bedre behandling gøre det alene?

Effekten af behandlings og rehabiliterings-indsatser vægter kun 13-20 % af den samlede effekt.

De resterende 80-87% er afhængige af andre faktorer, som f.eks parathed, styrker, funktionsniveau, personlig motivation, økonomi, netværk, livsomstændigheder, erfaringer m.m. (link).

Disse kaldes også ”common factors,” og omhandler forhold der sker ude i livet og på tværs af de enkelte offentlige indsatser, og som er det Udskrivningsguiden fokuserer på.

Der er med andre ord et stort potentiale i at samarbejde systematisk om forhold, der vedrører et bredere område af et menneskes liv end kun behandlingsindsatsen.

Både for det enkelte menneske og for at gøre effekten af indsatsen bedre.


To grunde til at tage udskrivelser alvorligt

#1 Udskrivelsen fylder mest under indlæggelsen

Gennem peer-projektet i Region Sjælland har vi lært, at udskrivelsen er det man har mest behov for at drøfte under indlæggelsen.

Der er i perioden fra september 2016 til januar 2018 blevet gennemført mere end 900 peer-samtaler med indlagte patienter som en del af projekt ‘Peers som Brobyggere‘ i Region Sjælland.

De enmner der relaterer sig til udskrivelsen er fx.boligforhold, netværk, økonomi, job/uddannelse og håb for fremtiden.

#2 Uansvarligt ikke at tage udskrivelser alvorligt

Når en patient bliver udskrevet fra en psykiatrisk afdeling, er risikoen for, at vedkommende forsøger selvmord markant højere end ved indskrivning. Ved udskrivning er risikoen op til 300 gange højere, end hos den almindelige befolkning, mens risikoen er op til 60 gange højere ved indskrivning.” (Kilde: Livslinjen). Dette er et meget ubehageligt paradoks, da det ofte er netop risikoen for selvmord, der ligger bag beslutningen om indlæggelse.

Risikoperioden er ca. de første tolv måneder efter udskrivelsen, hvor der er en stærkt forøget selvmordsrisiko. Se “Psychiatric illness and risk factors for suicide in Denmark” – P B Mortensen, E Agerbo, T Erikson, P Qin, N Westergaard-Nielsen, THE LANCET • Vol 355 • January 1, 2000

Den manglende sammenhæng mellem det man gør under og efter indlæggelsen medfører ”uhensigtsmæssige forløb, hyppige behandlingsbrud, unødige genindlæggelser og ressourcespild.” Se “Snitfladeproblematikker på psykiatriområdet.” – Psykiatriudvalget, ”Afrapportering fra arbejdsgruppen om evaluering af kommunalreformen på sundhedsområdet” – Sammenhæng i indsatsen mellem den regionale psykiatri og den kommunale sociale indsats, 2012 pp. 164

Den manglende sammenhæng mellem det man gør under og efter indlæggelsen, øger risikoen for social marginalisering markant: Siden 2005 har Sundhedsstyrelsen kulegravet sager, hvor sindslidende har begået personfarlig kriminalitet. Rapporten peger på, at bedre koordinering og opfølgning i den psykiatriske behandling – især udenfor de psykiatriske afdelinger – kan forhindre meget i at gå galt:

  • 2006: Otte ud af ti tilfælde kunne sandsynligvis have været undgået.
  • 2009: Seks (muligvis syv) ud af ti tilfælde kunne sandsynligvis have været undgået

Se Sundhedsstyrelsens beretning vedr. psykisk syge kriminelles forløb. sst.dk