For at støtte bedst muligt op om den enkeltes udskrivelse, blev det tidligt i processen besluttet, at Udskrivningsguiden og følgende aktiviteter, i videst mulige omfang skal have en fælles afsender, således, at det informationsmateriale indlagte borgere modtager om deres udskrivelse, kommer samlet fra brugere, pårørende og medarbejdere.
En fælles stemme
Dette signal – at den gode udskrivning er et fælles projekt mellem medarbejdere, borgeren og pårørende – er en del af Projekt ”Din gode udskrivning”s målsætning om at borgere, der er indlagt på et psykiatrisk afsnit, selv arbejder aktivt for at komme sig efter alvorlige psykiske problemer og genskabe deres hverdag efter udskrivelsen.
Bag denne målsætning ligger et valg mellem to tilgange til at arbejde med at forbedre indlagte patienters vilkår. Disse to tilgange benævnes henholdsvis exit og voice:
Exit handler om, at brugeren kan gøre sin indflydelse gældende, hvis vedkommende har mulighed for at søge samme ydelse andetsteds.
Voice derimod handler om, at brugerne har mulighed for at udtrykke sine behov, ønsker og kritik og derved påvirke organisationen til at opfylde disse.
Voice
Projekt Din Gode Udskrivning er entydigt et “voice” projekt. For at kunne navigere i dette samarbejde, arbejder projektet ud fra følgende værdigrundlag, der skal sikre at projektet fastholder sit fokus på, at Udskrivningsguiden skal hjælpe mennesker med selv at genskabe et godt hverdagsliv efter en psykiatrisk indlæggelse.
- Recovery – at komme sig
At komme sig er en personlig og unik udviklingsproces og handler om at leve et meningsfuldt og deltagende liv, som ikke domineres af rollen som patient eller bruger. - At informere med udgangspunkt i borgerens behov
Betyder at information formidles i dialog – og er anerkendende overfor borgerens oplevelse af sine egne behov
- Ligeværdighed og samarbejde
Ligeværdighed mellem borgere og behandlere som en forudsætning for, at en psykiatrisk indlæggelse understøtter den dannelsessocialisering, der gør borgeren i stand til at indgå i reel dialog med de regionale og kommunale systemer som myndig borger fremadrettet.
Udskrivningsguiden er udviklet af frivillige brugere, pårørende og relevante faggrupper fra psykiatrien med henblik på at skabe et redskab, der informerer og vejleder indlagte patienter om deres udskrivning fra et psykiatrisk afsnit.