En lille ny – Udskrivningsguiden til Region Sjælland

KORT NYT: Region Sjælland og projekt Din Gode Udskrivning har den 19. august underskrevet en samarbejdsaftale med henblik på at udarbejde en regionalt tilpasset udgave af Udskrivningsguiden.

Opgaven er forankret i Enhed for Brugerstyret psykiatri i Region Sjælland, som med inddragelse af relevante lokale samarbejdspartnere, interesseorganisationer, kommuner og medarbejdere i Psykiatrien i Region Sjælland) vil stå for tilpasningen af udskrivningsguiden.

dgu-og-rs

Et grundigere blik
Region Sjælland arbejder pt med at udvikle en samlet recovery-strategi for hele regionen, som den nye Udskrivningsguide skal indgå i. I den forbindelse vil Enheden for Brugerstyret Psykiatri følge tre afdelinger, for at blive klogere på, hvordan Udskrivningsguiden fungerer i hverdagen på et psykiatrisk afsnit.

Her på projektet kan vi dårligt få armene ned, da det i høj grad supplerer den erfaringsbaserede viden, vi til dagligt arbejder med, om hvad man som patient har brug for at forholde sig til under en indlæggelse.

Region Sjælland vil i 2014 tilpasse og pilot-teste Udskrivningsguiden. I 2015 vil Udskrivningsguiden blive taget i brug i hele Region Sjælland.

At det er svært at blive udskrevet, underbygges af registerforskning fra Århus Universitetshospi­tal. Statistisk set er de første tolv måneder efter udskrivelse fra en psykiatrisk afdeling, en af de farligste perioder i et menneskes liv. Der er en stærkt forhøjet selvmordsrisiko. Og samtidig en forøget risiko for tilbagefald, kriminalitet og social isolation.

De forskellige risici hænger sammen med, at stort set ingen er færdigbehandlet ved udskrivning fra en psykiatrisk afdeling – det er slet ikke meningen, da psykiatriske indlæggelser primært behandler akutte problemer.

Efter udskrivning skal borgeren på egen hånd opsøge sin læge, mødes med kommunen og genskab en meningsfuld hverdag.

Overgangen fra en støttende hverdag på den psykiatriske afdeling til en tilværelse på egen hånd – kombineret med et fortsat behandlingsbehov – betyder, at psykiatriske patienter er sårbare når de bliver udskrevet. Og udsatte, hvis der ikke er den støtte og hjælp der er brug for.

Fremover vil også patienter der udskrives i Region Sjælland have mulighed for at bruge Udskrivningsguiden til at komme lidt bedre igennem udskrivelsen.